WAUW! – Sikken oplevelse!

Koncerten med Kirk Franklin i Forum Horsens den 4. september blev en forrygende fest.Den lange kø foran Forum Horsens forsvinder hurtigt, da dørene bliver åbnet, og folkemængden strømmer frem mod indgangsdørene til den store hal. Ja, nogen nærmest løber for at komme forrest. Og vente igen.På stolperne i foyeren hænger der plakater med Kirk Franklin. Han ser lidt sur ud. Eller måske bare selvoptaget og smart. Ja, eller måske bare cool. Og hvis ikke man ved bedre – og det gjorde jeg ikke – kunne man tro, at det blot ville blive en god musikalsk koncert med en kendt amerikansk kunstner.
Men det blev det ikke. Det blev meget mere. Og meget andet. Det blev en lang strøm af andagt, bøn, vidnesbyrd og happenings. Og en mægtig gang lovsangs-gospel-soul-koncert, hvor gospel ikke handler om musikstilen, men om det, der synges om, og Ham, der får æren.

Når man forventer en cool optræden, er overraskelsen også stor, da teatertæppet foran scenen trækkes til side, og en lille glad afroamerikaner hopper ind på scenen, mens musikken på et splitsekund har fyldt hele salen med 3.200 svingende forventningsfulde tilskuere.
Eller tilskuere er vi faktisk ikke.
Vi er deltagere i en af de bedste fester, der kan stampes op. Og æresgæsten er midt iblandt os og fester sammen med os.
Vi er indfanget af stemningen, og vi hujer og klapper begejstret efter det første nummer, og midt i hyldesten peger Kirk Franklin på sig selv, gestikulerer et nej og sigter i stedet opad mod himlen.
Det er Gud, der skal have æren.
Det er så nemt at blive optaget af Kirk Franklin og hans smittende energi, og flere gange i løbet af aftenen minder han os om, at det handler om Gud:
”Alt hvad jeg er, er Guds blyant. Det hele er til hans ære”.

Det handler dog også lidt om os. For Kirk Franklin vil os noget. Han vil ikke kun have os med til at feste og synge og hoppe. Han vil have os til at åbne os for Gud og tage imod Jesus som vores frelser. Og han ønsker, at Gud skal få betydning for vores liv i dag.
”Forestil jer alle jeres problemer,” siger han, mens musikken spiller dæmpet.
”Tænk på alle de fejl, I har begået. Tænk på de personer på dit job, som går dig på nerverne. Og syng så: Bye, bye, bye, bye, bye, bye!”
Hallens fællessang følger langsomt trop med bandet, mens arme rækkes op i luften og fingre vinker farvel.
”Bye, bye, bye, bye, bye, bye!”
”Fortæl personen ved siden af dig, hvad du vinker farvel til.”
Vi vender os smilende for at fortælle netop det, vi vinker farvel til, mens bandet stadig synger: ”Bye, bye, bye, bye, bye, bye”.
Sangen virker nærmest afsluttet, da Kirk kigger ned mod de forreste og spørger, hvordan man siger farvel på dansk. Der råbes ivrigt ”farvel”, og langsomt går det op for os, at det skal bruges. Koret lytter, mens salen går i gang med at synge: ”Farvel, farvel, farvel – farvel, farvel, farvel”. Vi vinker. Og vi tænker. Og vi synger. Og det virker. Og det forpligter.

Ny musik tager over, og vi fester igen, mens kroppen fyldes af smittende rytmer.
”Vi har nu en time tilbage, og jeg vil sikre mig, at I får lov at høre noget af det, I gerne vil. Råb noget, I gerne vil høre”.
Alle fans råber trofast i munden på hinanden, mens et el-klaver og en stol bliver båret ind forrest på scenen.
Kvaliteten af musikken daler lidt, da Kirk spiller op til ønskekoncert, men det betyder intet, for vi bliver hørt og set, og vi bliver en vigtig del af koncerten.
Han kan faktisk slet lade være med at henvende sig til os i salen.
Han hopper ud til os flere gange, mens de stakkels bodyguards må småløbe fra den ene side af salen til den anden for at være tæt på ham.
Det er som om, at også han er grebet af en stemning, fordi han har opdaget, at vi er samlet en stor bunke kristne, der lytter og forstår. Og er enige og alligevel udfordret.
Udfordret, når vi synger: ”He loves you”, og han beder os om at dele knus ud:
”Vis, at I mener det. Vis det ved at give et knus til nogen, I ikke kender.”
Og det gør vi så.

Det var en ualmindelig fantastisk fælles oplevelse. Så kære alle, der var med til koncerten. Tak for sidst! Det var en uforglemmelig oplevelse, vi havde sammen. Tak for knus. Tak for fællessang. Tak for samvær og medleven. Ja, tak, fordi I alle var med til at gøre oplevelsen komplet. Og tak til dig, Kirk, fordi du vil os noget.
Foto & tekst
Journalist Rikke Thomassen